"BILA har lavet over 2000 automationsanlæg. Og jeg har jo set rigtig mange af dem."
Kent Thomassen, R&D Manager ved Global AGV, fejrer sit 20. år med service, optimering, automatisering og nu også førerløse trucks. Med sin brede erfaring bidrager Kent med en særlig viden til Global AGV
”Man skal være glad for at gå på arbejde hver dag – ellers skal man lave noget andet.” Det siger Kent Thomassen, leder af R&D[Research and Development] ved Global AGV. Noget tyder på, at han er glad, for i år kan han fejre 20-års jubilæum ved BILA. Når han ser tilbage på de 20 år, er der særligt ét ord, der træder frem for ham: ”Vækst.”
Årene som servicetekniker
For det har gået stærkt – både for BILA og for Kent. Kent blev ansat i servicedelen i 2004, hvor han var én af blot 2 serviceteknikere på det tidspunkt. Her kørte han ud til forskellige anlæg, optimerede og reparerede i 6 år.
Allerede dengang havde Kent konstant fokus på, hvordan tingene kunne forbedres og udvikles.
”Stabilitet og optimering er nøgleord i min verden. Det er det, jeg har fokus på hele tiden. Hvordan kan vi gøre det bedre, hvordan kan vi gøre det smartere – hvordan kan vi køre hurtigere eller mere stabilt.”
Og det har i den grad formet hans måde at arbejde på med Global AGV:
”Som tekniker optimerede jeg anlæg. Så det med at teste noget til grænsen, og så skrue 10% ned, så vi er sikre på, at det er stabilt – det er noget, jeg har taget med mig.”
Dét ser man i Global AGV, hvor Kent har været en stor del af udviklingen – en stabil og yderst effektiv AGV, der giver værdi til kunderne.
20 år med automationsflow
Efter de 6 år som servicetekniker, blev Kent først koordinator og senere leder for Support, Hotline og Vagtberedskab, og i 2017 blev han leder af hele Service-Support. Med hele 16 år i service har Kent en særegen og bred erfaring:
”BILA har lavet over 2000 automationsanlæg. Og jeg har jo set rigtig mange af dem. Den erfaring og forståelse for automation og optimering bruger jeg til dagligt som leder af R&D,” fortæller Kent.
Dét at have et særligt fokus på automationsflow, er ifølge Kent unikt for Global AGV.
”Vi har samlet det bedste fra to verdener i Global AGV. Automation og truck. Vi ser på hele processen fra start til slut. Det er vores helt store styrke, at vi kommer fra et automationshus. At vi har denne automationsforståelse, og ser det som et flow, hvor AGV’en skal indgå.”
I 2020 blev Kent leder for R&D ved Global AGV, og de sidste 4 år har den førerløse truck taget flere kvantespring:
”Rejsen med AGV er megaspændende. De fremskridt, vi har gjort - alt det, vi har bygget på: Brugervenligheden, stabiliteten, ekstraudstyret. De muligheder vi har med AGV’en i dag, i forhold til, da jeg kom til – det er en meget større vifte. Det er fordi, vi har eksekveret på de gode idéer, der bl.a. er kommet fra kunderne.”
Selvom karrieren er gået stærkt, er der ting, der ikke har ændret sig. For Kent er kundens tilfredshed stadig det vigtigste:
”Når kunden er tilfreds, og ser den værdi vi bringer med Global AGV – så kører jeg hjem som en glad mand.”
Bliv-ved ånd som samarbejdspartner
Samarbejdet med kunderne er vigtigt for Kent, for han ser ikke Global AGV som blot leverandør, men i høj grad som en samarbejdspartner for kunderne. Her er det noget særligt, han gerne vil leve op til:
”Ordentlighed. Jeg arbejder efter mottoet: Gør din pligt og kræv din ret. Med det mener jeg, at man skal opføre sig ordentlig og gøre det, der bliver forventet af én – holde hvad man lover og gøre sit bedste. Når man gør det, kan man forvente det samme af andre.”
Det er med den tilgang, Kent går til kunderne. At det er et fælles mål om at optimere produktionen, der danner fundament for samarbejdet om AGV’en. Derudover bringer erfaringen fra service og at have BILA i ryggen også en viljestyrke med sig:
”Vi kommer med en ’bliv-ved-ånd’. Vi vil lykkes med vores ting. Vi bliver ved, til vi er i mål, og kunden er glad. Det har vi altid gjort. Det er en del af vores DNA.”
Det hænger også sammen med dét, der motiverer Kent, og som har motiveret ham de sidste 20 år: ”At vi indfrier kundens forventning. At vi leverer varen.”
Og for fremtiden er det fortsat ordentligheden, der er kernen i Kents arbejdsliv. ”Jeg vil, at Global AGV skal være kendt som et kvalitetsbrand, som efterspørges i hele industrien. Min fornemste opgave er at sikre, at Global AGV er et kvalitetsprodukt, som er stabilt og lever op til kundens forventninger.”
Kontakt os
Vi sidder klar til at svare på dine
spørgsmål samt tage en uforpligtende
snak om mulighederne med Global AGV
i din virksomhed.